Der skal kinesisk på skoleskemaet. I hvert fald hvis det står til undervisningsminister Tina Nedergård (V).
Ministeren vil have folkeskolen til at tage konsekvensen af, at Kina kan blive ét af Danmarks største eksportmarkeder. Både Dansk Industri, Kommunernes landsforening og oppositionen er begejstrede.
En skole i vores region er allerede i førersædet. På Stenhus Kostskole i Holbæk lærer alle eleverne kinesisk fra femte klasse.
- Det er svært, men sjovt, siger Elliott Eyrich fra 6.B.
Eleverne kan lige så godt fortsætte med at terpe skriftsproget. Engelsk vil nemlig snart tabe en vigtig kamp i Danmark, mener skolelederen.
- Jeg tror, at andetsproget i Danmark vil være mandarin(det officielle sprog i Kina, red.) om ti år. Så er det ikke engelsk længere, siger skoleleder Knud Madsen.