Det vi har sammen

Ketchup og sod overalt

Foto: TV ØST

Et halvt meter stort hul i hal-gulvet. Det er et af resultaterne af et omfattende hærværk på skolen og hallen i Svinninge natten til lørdag.

Natten til lørdag blev det lokale idrætsliv i Svinninge sat i brand.

Gymnastiksalens gulv blev mærket af et kraftigt bål, som blev antændt i midten af hallen.

- I en kombination af lampeskærme og noget glemt tøj ude fra glemmekassen og noget papir fra toilettet har man så fået anrettet det bål her og fået ødelagt gulvet her i multisalen, siger halinspektør Bjarne Kongsted om skaderne, som nattens hærværk har forvoldt.

På den nærliggende Svinninge Skole blev cafeteriaet og gangene svinet til med ketchup og yoghurt, som blev kastet mod gulv, borde, gardiner og vinduer. Heller ikke skolen slap for ildspåsættelse.

- Man har lavet et bål af noget pap, og så har man samtidig taget elerådsforslagskassen og smidt ned i bålet. Den er ihvertfald helt forkullet og sort - og det er noget forfærdeligt svineri, det kunne være gået grusomt galt, siger Henning Hansen, som er leder af skolen.

Politiet har endnu ingen mistanke til nogen konkret, men baseret på erfaringen mener man, at det må være nogle med tilknytning til stedet eller nogen, som er i den aldersgruppe, der har begået det omfattende hærværk.

Svinningehallen oplyser, at skaderne på gulvet alene løber op i et sekscifret beløb.

Har man oplysninger, som kan hjælpe til opklaringen, kan henvendelse ske til Midt- og Vestsjællands Politi.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App