Katolsk kirke vil undersøge alle præster

Nu vil den katolske kirke samle børneattester ind på samtlige præster. Børneattesterne er et slags baggrundstjek for tidligere domme for seksuelle forbrydelser mod børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal indhentes såkaldte børneattester på alle katolske præster. Det slår talsmanden for den katolske kirke i Danmark fast overfor TV2 ØST.

- Vi har allerede lyttet til opfordringen. Og vi har i dag besluttet, at vi skal have samlet børneattester ind på samtlige præster, der er ansat i bispedømmet, siger talsmand Niels Engelbrecht.

Børneattesterne er et slags baggrundstjek for tidligere domme for seksuelle forbrydelser mod børn. Den katolske kirke har taget skridtet i kølvandet på de mange anklager i den seneste tid mod præster om pædofili og seksuelle krænkelse.

Talsmanden for den katolske kirke kan dog ikke sige præcis, hvornår børneattesterne er klar.

- Vi begynder de nærmeste dage på processen. Og så kan jeg ikke sige præcis, hvor lang tid det tager. Det skal lige frem og tilbage til dem, der skal give deres tilsagn, om at vi kan få børneattesterne, siger han.

I går faldt antallet af beskyldninger mod aktive præsten fra tre til to. Den kvinde, som mandag fortalte, at hun som 14-årig blev krænket af en katolsk præst i Randers, ønsker alligevel ikke, at sagen bliver taget op.
 
Dermed er der stadig to fritstillede - eller sygemeldte præster - der er anklaget. De er begge unavngivne personer med virke på Sjælland.


Nyhedsoverblik