Kat skudt og aflivet

Endnu et kæledyr er blevet skudt på Holbæk-egnen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Om det er drengestreger eller én, der simpelthen ikke kan lide katte, ved jeg ikke. Ingen har hørt noget, og jeg har aldrig fået klager om, at den strejfede rundt, siger en ulykkelig Annie Rygaard til dagbladet Nordvestnyt.

Da hun sidste torsdag kom hjem fra arbejde lå Lillemis inde i huset på Sdr. Jernløsevej, efter at den hele dagen havde kunnet løbe ind og ud af huset gennem en kattelem, helt som den plejer. Selv om der ikke var nogle ydre skader på katten, stod det hurtigt klart, at noget var helt galt.

- Lillemis lå og skreg af smerte. Først troede jeg, at den var blevet ramt af en bil, så jeg kørte til dyrlægen med den, men han fandt hurtigt et hagl i katten, fortæller 47-årige Annie Rygaard.

To dage senere blev katten aflivet. Annie Rygaard har meldt kattedrabet til politiet, men nedskydningen, der er en overtrædelse af dyreværnsloven, har ikke høj prioritet. Derfor gør politiet ikke yderligere i sagen medmindre de får oplysninger om, hvem der kan have skudt katten.

Lillemis blev med stor sandsynlighed skudt med en luftpistol eller et luftgevær og ikke et jagtgevær.

- Derfor hælder vi til den teori, at det er drengestreger, og at nogle drenge har skudt til måls efter katten, siger politiassistent Palle Rørbæk Larsen fra Lokalpolitiet i Holbæk til dagbladet Nordvestnyt.

For lidt over en måned siden blev en labrador, Balder, skudt nord for Holbæk.

 


Nyhedsoverblik