Kaserne-krigen optrappes: Støjklager kaldes bestilt arbejde

Støtter af Vordingborg Kaserne beskyldes for at spille urent spil i kampen om at bevare lokale arbejdspladser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg beskylder ikke nogen for noget, men det er pudsigt, at støjklager kommer en uge før afgørelsen om kasernerne.

Sådan citeres Allerøds borgmester, Erik Lund (K) i Berlingske, efter flere naboer til Høvelte Kaserne igennem en advokat har klaget over støjgener fra Høvelte Kaserne og dets øvelsesterræn.

Forhandlingerne om forsvarsforliget betyder efter alt at dømme, at enten Vordingborg eller Høvelte Kaserne må lade livet. Til gengæld skal den kaserne, der overlever, i fremtiden huse Livgarden.

Sydsjællændere står bag klager

Allerøds borgmester Erik Lund siger til avisen, at han mistænker klagerne for at være bestilt arbejde - udført at folk, der gerne ser Livgarden flytte til Sydsjælland.

Det er især naboerne til skydeterrænet, der har klaget – men Erik Lund giver ikke meget for klagerne, siger han.

- Hvis folk er utilfredse, så skal de da klage til kommunen. Men vi har fået ufatteligt få klager. Siden 2007 har fire personer, alle mere eller mindre naboer i samme område. Og man kan altid hidse hinanden op, siger borgmesteren til Berlingske.

Kun en klage i Vordingborg

I Vordingborg har kun en enkelt nabo de seneste år klaget over støjgener. Det skete i forbindelse med et usædvanligt højt brag på terrænet i 2012.

Ifølge forsvarschef Peter Bartram vil det kræve investeringer på 200 millioner kroner, at lade Livgarden fortsætte sit virke i Høvelte, mens det vil kræve investeringer på omkring 30 millioner kroner at kunne flytte aktiviteterne til Vordingborg.


Nyhedsoverblik