Kaptajn på kapret skib: Vi vil hjem

For første gang kommer der livstegn via email fra det kaprede Nakskov-skib, Danica White.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kaptajn Niels H. Nielsen på det kaprede danske skib Danica White fra Nakskov beskriver i e-mail situationen for de fem danske søfolk.

Mailen tikkede søndag ind til dagbladet B.T. De fem søfolk gennemlever nu på tredje uge et mareridt som gidsler hos svært bevæbnede somaliske pirater.

Den 56-årige skipper fra Køge udtrykker i afslutningen af e-mailen håb om, at "der kan ske noget virkelig positivt i sagen, da vi, besætningen, er ved at være ret trætte af sagen og gerne vil hjem":

- Ellers går somalierne og klapper os på skuldrene, siger at vi vil komme hjem. Den tro vil jeg selvfølgelig helst bibeholde,« skriver kaptajnen i mailen til B.T.

Niels H. Nielsen beskriver i detaljer selve kapringen, som fandt sted for 25 dage siden, 210 sømil ud for Somalias kyst.

- Det kom helt som en overraskelse. Geværskud, råben og skrigen osv., hvorefter de kom om bord og forlangte at blive sejlet ind til kysten, skriver Køge-kaptajnen.

Han omtaler den højdramatiske situation syv timer senere, da det amerikanske krigsskib, USS Carter Hall, forsøgte at komme danskerne til undsætning og beskød piraternes tre både, som lå på slæb efter Danica White:

- Ved selve episoden skete der ingen skade på skibet, og der var ingen, der mistede livet eller blev skadet på nogen måde. Men vi var pisse bange, indrømmet.

B.T. fik søndag bekræftet ægtheden af e-mailen, som også er sendt til skibets reder, Jørgen Folmer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik