Kan ikke få lov at stemme

Foto: TV ØST

Dana Sletgård er 87 år. Siden 1947 har hun sat sit valgkryds, hver gang hun har haft muligheden. Men nu ser det ud til, at hun misser valget på søndag.

- Jeg har stemt både til kommunalvalg og til folketingsvalg, det gør jeg da. Jeg har stemt alle gange, siger Dana Sletgård.

Men i de seneste år er hun blevet så dårligt gående, at hun har brevstemt fra sit hjem. Men det kan hun ikke, når der er valg til Europa-parlamentet og om tronfølgeloven. Der er kun den mulighed, at hun bliver bragt til valgstedet, for at stemme.

- Det kan jeg ikke, for jeg kommer næsten aldrig uden for en dør. Det tærer så hårdt på mine kræfter, at jeg næsten må ligge i sengen et par dage bagefter, siger Dana Sletgård.

I følge loven kan man stemme fra sit hjem på grund af sygdom eller manglende førlighed. Det skal man søge om senest 12 dage før valget, men Dana Sletgård har aldrig fået en tilmeldingsblanket, selvom hun har spurgt om den adskillige gange både hos hjemmehjælpere og hos kommunen.

-Vi vil selvfølgelig undersøge det og se, om der er nogen muligheder for, at vi kan rette op på sådan nogle fejl, så vi undgår det i forhold til kommunalvalget. Der er ingen tvivl om, at det er beklageligt, at vi er kommet i den her situation, siger Lars Gram, der er sekretariatschef hos Lolland Kommune.

På Søndag er der valg til Europaparlamentet og om tronfølgeloven. Men nu ser det ud til, at Dana Sletgårds stemme slet ikke kommer til at tælle med, når resultatet skal gøres op.

- Det synes jeg er helt forkasteligt, når man dag ud og dag ind bliver pumpet i fjernsynet og radioen med, at man simpelthen skal aflægge sin stemme. Det er et meget vigtigt EU-valg, om hvem der skal ned til Brussels, siger Dana Sletgård.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App