Kamp om klinker

Skal klinker ligge diagonalt eller lige? Det spørgsmål kan koste menighedsrådet i Glumsø en halv million kroner. Kulturstyrelsen mener klinkerne vender forkert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Glumsø på Sydsjælland er der skabt stor debat om klinkegulvet i menighedslokalerne på Glumsø Præstegård. I 2013 fik den ene længe på gården lavet helt nyt gulv. Her blev fliserne lagt i en diagonal retning, men de skal altså ligge med fugerne langs væggene, som de oprindeligt lå, da bygningen blev fredet. Det slår Kulturstyrelsen fast. Derfor skal Glumsø-Bavelse-Næsby Sogns Menighedsråd til at hive hele gulvet op igen og ligge det på ny. En ombygning der vil koste i nærheden af en halv million kroner.

- Det er grotesk, det synes jeg, mener Leif von Gersdorff, der er formand i Glumsø-Bavelse-Næsby Sogns Menighedsråd.

Han kan ikke forstå Kulturstyrelsens argumentation om bevaringen af bygning.

- Det er hip som hap om gulvet ligger den ene vej eller den anden vej idet miljø, som er i det her rum i dag, siger Leif von Gersdorff.

Fredet bygninger kræver godkendelse

Når man skal bygge om i en fredet bygning, kræver det en godkendelse fra Kulturstyrelsen. Menighedsrådet sendte flere gange ansøgninger til godkendelse af de nye klinker. Den fik den 29. juli 2013. Her var de allerede gået i gang med at lave gulvet, da de ikke troede at måden gulvet ligger på også kræver en godkendelse.

- Vi drømte ikke om, at vi også skulle have en tilladelse til, hvordan de (klinkerne red.) skulle ligge. Så derfor lagde vi dem efter håndværkerne og bygningsingeniørernes anvisninger, siger Leif von Gersdorff.

Opbakning fra provst og biskop

Menighedsrådet og Leif von Gersdorff får opbakning fra flere steder. Biskoppen i Roskilde Stift, Peter Ficher-Møller, har blandt andet skrevet et brev til kulturminister Marianne Jelved. Her udtrykker han, at afgørelsen er urimelig og burde laves om.

Det samme mener provst i Næstved Provstri Distrikt Øst. Han har ikke været med til at træffe beslutningen om gulvet, men regningen på den halve million kroner, den havner blandt andet på hans bord.

- Vi kan få meget andet for de penge, og vi skal også i provstiudvalget passe på de midler, som vi får. Det er os, der har ansvaret for dem. Jeg mener Kulturstyrelsen må tage sagen op til overvejelse, siger provst Vagn Birk Jensen.

Kulturstyrelsen holder fast

Alligevel vil Kulstyrelsen ikke rokke sig i sagen. De skriver i dag i et brev til TV ØST:

- Da det nye gulv desværre ikke er anlagt med respekt for bygningens fredningsværdi, har Kulturstyrelsen derfor bedt menighedsrådet om at rette op på det ulovlige forhold.

Men menighedsrådet mener altså ikke, at man skader bygningen med de diagonale fliser. Derfor håber de stadig på at få en dispensation.

- Jeg håber da ikke, at vi skal hugge det her gulv op på nogen måde. Det vil være ren vandalisme efter min mening, siger Leif von Gersdorff.

Menighedsrådet har anket sagen til Kulturministeriet, men også her fik de afslag.

Selve gulvet kostede i første omgang 150.000 kroner at lave.


Nyhedsoverblik