Kalundborgs borgere fik danske gidsler fri

Det er formentlig borgere og virksomheder på gidslernes hjemegn, der står bag indsamlingen af løsepenge, som har skaffet syv danskere tilbage i friheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

194 dages mareridt er endelig overstået for den danske sejlerfamilie Quist Johansen og deres to unge gaster.

Efter mere end et halvt års fangenskab i hænderne på pirater ud for Somalias kyst, landede de i alt syv personer onsdag på dansk jord. Det foregik i dybeste hemmelighed, og familien har frabedt sig enhver opmærksomhed ovenpå de mere end seks ubehagelige måneder.

Omstændighederne bag frigivelsen er omgivet af den dybeste hemmelighed, men piraterne hævder selv at have modtaget tre millioner dollar (omkring 16 millioner kroner) for at sætte deres gidsler fri. Det beløb er ikke bekræftet af andre kilder.

Ifølge B.T. kan de frigivne gidsler takke deres medborgere i Kalundborg og omegn for, at de i dag ikke længere er spærret inde under uhumske forhold under opsyn af bevæbnede vagter.

Til avisen forklarer en af skipper Jan Quist Johansens tidligere kolleger, Vagn Rasmussen, at private kalundborgensere og virksomheder på egnen har doneret penge til deres nødstedte bysbørn.

- Der er mange fra byen, der har doneret, det ved jeg. Jeg ved også, at der er nogle af de store virksomheder her i byen, der har spyttet godt i kassen, siger Vagn Rasmussen til B.T.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) glæder sig over, at danskerne er sat på fri fod, men understreger samtidig, at den danske stat ikke har været en del af hverken forhandlinger eller udbetaling af løsesummen. Staten betaler af princip ingen løsepenge, fordi man ikke vil give andre kidnappere gode idéer.

Birgit Marie og Jan Quist Johansen, deres tre børn på 13, 15 og 17 år, og to gaster i tyverne var halvandet år inde i en jordomsejling, da deres sejlbåd blev kapret af pirater den 24. februar.

På det tidspunkt var familien så små begyndt at savne hjemlandet og den faste grund under fødderne, som de skrev i et brev, kort før piraterne slog til.

- Vi begynder at savne livet og hverdagen derhjemme, men hverdage er der trods alt mange af gennem livet, og det er de skæve, fantastiske og frygtelige oplevelser, som man husker bedst, og som giver hverdagen mening, skrev de i brevet, som blev gengivet i sejlerbladet Bådmagasinet.

Familien sejlede i slutningen af februar ind i Adenbugten ud for Somalias kyst trods flere advarsler fra Søværnets Operative Kommando, der på det kraftigste frarådede danskerne på den lille 43 fods sejlbåd at tage turen gennem det piratfyldte farvand.

Beslutningen om alligevel at tage chancen fik store konsekvenser for de syv personer om bord. I stedet for at nyde de sidste måneder af den storstilede jordomsejling, der efter planen skulle slutte den 1. august, blev de taget til fange af svært bevæbnede pirater uden anelse om, hvornår mareridtet ville ende.

Det endte så endeligt tirsdag, hvor sejlerne blev sat fri og fløjet hjem af Europæiske Rejseforsikring i et fly med to læger og en psykolog om bord. Udenrigsministeriet oplyser, at danskerne efter omstændighederne har det godt.

Der var lagt tykt røgslør ud om, hvor og hvornår de landede i Danmark. Familien ønskede ro, da de langt om længe kunne nyde friheden efter 194 dage.

Hjemme igen

Familien er tilbage i Danmark. Det oplyser underdirektør Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring til TV2.

- De har det fint. De har det godt. Vores læger har været med dem på turen hjem. De har det bedre, end vi frygtede, og ingen af dem skal indlægges, siger underdirektør Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring til TV2.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik