- Kalundborg Havn kan blive produktionssted for den kommende Femern-bro, siger Gert Larsen, bestyrelsesformand for Kalundborg Havn.
Han begrunder sin optimisme med en udvikling i EU's fortolkning af Miljødirektivet, der pålægger bygherren, altså Femern A/S, at vælge miljøgodkendte produktionssteder.
Femern A/S's administrerende direktør Ajs Dam anerkender Gert Larsens optimisme.
- Lad mig sige det sådan, at hvis Kalundborg viser sig at have miljøgodkendelser, der kan integreres i vores vvm (miljøgodkendelse, red.), er byen stadig med i spillet, siger Ajs Dam til Folkebladet.
Han pointerer, at der i Danmark er én havn med vvm-godkendelse. Det er Kalundborg Havn.