Det er lørdag og høj sol i Kalundborg. Efter et par dage i byen har vi nu talt med og filmet mange forskellige mennesker.
Der var Omar, flygtning fra Irak. Han kom hertil i 2004 og har boet på Klosterparkvej lige siden. Han har fået arbejde som dansetræner nede i den lokale ungdomsklub. Det giver ham noget at lave, og det er han glad for. Ellers går han bare og keder sig, også er det, der opstår problemer. Han er træt af al balladen i sin by. De unge skal tænke på deres fremtid, synes han. Det forsøger han selv at gøre i stedet for at lave ballade.
Så var der Susan. Hun har boet på Klosterparkvej i to år. Og selv om det ikke er så længe, så er hun allerede en institution i kvarteret. Når man siger, at man skal op til Susan, så ved alle kvarterets børn og unge, hvor dét er. Hun driver nemlig en slags uformel ungdomsklub for pigerne i området. I sin egen lejlighed. Da hun i sin tid flyttede til Klosterparkvej, tog hendes dengang 14-årige datter først en veninde og så en til og en til med hjem. Nu kommer der op til 12 piger, primært muslimske, i hendes lejlighed hver dag. For de har ikke rigtig andre steder at gå hen. Når det bliver for meget, og pigerne larmer i hendes stue, så sætter Susan sig ud i sit køkken.
Så er der Gunnar. Blikkenslager og en mand med et stort hjerte. Da vi her på TV2 ØST manglede et sted at være under vores ophold, så ringede vi til Gunnar. Han driver Frivillighuset midt i Kalundborg. Her er lektiecafe, danskundervisning, afrikansk klub og meget, meget mere. Uden et øjebliks tøven tilbød han, at vi da bare kunne bruge Frivillighuset under vores ophold. Og hvis vi manglede en seng at sove i, så kunne vi da få det i huset hos ham og hans kone.
Jeg kunne blive ved og ved. Midt i bål og ballade er der ånd og hjerte i Kalundborg. Det er dejligt at se. Men også frustrerende. For det er ikke altid det, der viser sig.
Fredag nat blev en bil for eksempel sat i brand. I dag var jeg nede for at lave optagelser på en parkeringsplads ved Klosterparkvej. Her hilste jeg på en kvinde, der er flygtning fra Afrika. Hun stod med en stor rulle kraftig plast. Den skulle hun bruge til at tape vinduerne i sin bil til. De var nemlig blevet smadret i nattens løb. Opgivende så hun ud mens hun fejede glasskår op og tapede til. Men så lyste hun alligevel lidt op. Det var en af naboerne, der havde ringet og fortalt, at bilen desværre var smadret. Og i samme åndedrag havde tilbudt sin hjælp.
Også er vi tilbage til dét med ånden. Den er her så absolut. Det er bare svært altid at få øje på den mellem blokkene.