Kæmpe vindmøllepark skal bygges ved Møn

200 vindmøller, som bliver opført 20 kilometer ud for Møns kyst, skal forsyne mere end en halv million husstande med grøn energi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af verdens største havvindmølleparker skal bygges ud for Møn, cirka 20 kilometer ude i vandet.

Det afslører miljøminister Lykke Friis over for TV 2|Nyhederne.

Den gigantiske møllepark, Kriegers Flak, skal bestå af op mod 200 enorme møller. Og den skal forsyne over en halv million husstande med grøn energi.

- Det, der er fordelen ved Kriegers Flak, det er, at vi får erstattet kul, olie og gas med grøn energi, altså havvind, siger Lykke Friis til TV 2|Nyhederne.

- Det er også sådan, at eksperterne har peget på, at der er ekstra meget vind på det sted.

Martin Vestergård, som er biolog og lokalformand i Naturfredningsforeningen, er dog ikke begejstret.

- Jeg er bekymret for, at det ødelægger udsigten og for fuglenes træklinje, som går den vej forbi, siger han til TV2|Nyhederne.

- Jeg kan jo godt lide møller og grøn energi, men man vil jo bare helst ikke have dem i sin baghave.

Planen er at bygge vindmøller på 150_200 meters højde. Og havmølleparken kan give arbejde til 10.000 danskere om året, indtil den står færdig i 2017.

Strømmen kan sendes til flere lande, både Danmark, Tyskland og måske Sverige.

- Det her er et vigtig led i at sørge for, at vi bliver ved med at være de bedste, siger Lars Aagaard, som er direktør ved Dansk Energi, til TV 2|Nyhederne.

Havmølleparken, som ventes at koste mellem 15 og 20 milliareder kroner, skal nu sendes i udbud.

Resten af regeringens plan ventes at blive lagt frem i løbet af februar.


Nyhedsoverblik