Nyheder fra din hverdag

Kabel-kunder mister kanaler

Foto: TV ØST

Når det nye tv-signal træder i kraft 1. november går landets mere end 1,2 millioner kabel-tv-kunder glip af op til 14 kanaler, hvis ikke de kan se digitalt tv. Den nye Kanal ØST er en af dem.

Kanal ØST:

Læs meget mere om, hvilke programmer, der bliver sendt på den nye Kanal ØST her:
Nyt signal, nye programmer

Budskabet fra den offentlige kampagne Det Nye TV-signal har ellers ikke været til at tage fejl af.

- Modtager du det tv via kabel skal du ikke gøre noget. Du kan fortsætte med at se tv, nøjagtig som du gør i dag, lyder det i kampagnens informationsfilm, der skal forberede danskerne på det nye tv-signal 1. november.

Og Yousee, der har knap 1,2 millioner kabel-kunder, forklarer på deres servicetelefon, at "med kabel-tv fra Yousee skal du ikke gøre noget for at se tv efter 31. oktober."

Men hvad hverken Yousee eller den offentlige kampagne fortæller er, at kabel-kunderne går glip af op til 14 kanaler, hvis de ikke kan se digitalt tv. For landets to største leverandører af kabel-tv, Yousee og Telia Stofa, lukker begge ned for flere af deres analoge kanaler.

Har man derfor hverken fladskærm med indbygget digital modtager eller en seperat digital-boks, må man vinke farvel til flere svenske og tyske kanaler plus nogle af de nye fra DR og TV 2-regionerne.

- Dem vil jeg ikke kunne se, hvis jeg ikke går ud og investerer nogle penge. Jeg betaler altså lidt over 200 kroner for nogle muligheder i den pakke, som jeg ikke kan få gavn af, siger Sevgyl Abdulovski, der er kabel-kunde hos Yousee, til DR Nyheder.

Hos Yousee forklarer vicedirektør Ulf Lund den mangelfulde kommunikation med, at det væsentligste har været at forsikre kabel-kunderne om, at deres tv ikke går i sort 1. november.

- Men det er også rigtigt, at vi har et udbud, hvor man får endnu mere ud af det, hvis man er digital, fortæller Ulf Lund
til DR Nyheder. Han understreger desuden, at de analoge kunder uden digitale modtagere vil kunne se lige så mange kanaler efter 1. november, som de kan i dag.

Yousee sender det digitale signal ud til alle deres kunder uden ekstra beregning. Derfor kan tv-seere med enten et fjernsyn med digital tuner eller en separat digitalboks modtage det digitale signal og dermed bedre billeder uden ekstra beregning.

Tip os Har du et godt tip?