Jyske Bank har kig på Spar Lolland

Vækst hos danske banker i øjeblikket kræver opkøb, siger direktøren for Jyske Bank. Pilen peger mod Spar Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spar Lolland kan være på vej til at blive opslugt af Jyske Bank.

Det antyder direktøren for Jyske Bank, Anders Dam, overfor branchenyheds-hjemmesiden Finanswatch.

Jyske Banks eneste mulighed for vækst i den nuværende krise er nemlig opkøb, mener direktøren – og banken har masser af penge på kistebunden til at gøre netop det.

Lolland trækker bankens pris ned

Den seneste tid er især Sydbank blevet sat i forbindelse med Jyske Bank – men med dagens artikel er også Spar Lolland på banen.

Anders Dam mener, at bankerne i udkantsområdet er hårdt belastet af den aktuelle krise, hvor mange banker på forhånd afviser tanken om et opkøb, og i stedet bruger kræfterne på de mere økonomisk velstillede dele af Danmark.

- Du vil jo ikke give noget for en bank, der har en meget dårlig kundebog. Men vi er ikke modstandere af at købe op i yderområder. Der kan jo også være f. eks. gode landmænd, siger Anders Dam til Finanswatch.

Aktionærene får ekstra penge

Han understreger samtidig, at han venter, at opkøbene vil komme til at ske til en pris, der er højere end kursen på børsen.

- Vi er nok ved at være ovre i den fase, hvor vi skal have penge op af lommen, hvis vi vil købe op. I de tilfælde, vi har studeret, kommer vi måske til at give 20-30 pct. oveni den børsnoterede værdi, med mindre en gennemgang af bøgerne viser noget helt andet end det, regnskaberne tilsiger, siger han.

Jyske Bank har hovedsæde i Silkeborg.


Nyhedsoverblik