Det vi har sammen

Jyderup skal gøres lukket

Foto: TV ØST

Det åbne fængsel i Jyderup skal have mere pigtråd, flere kameraer og flere fængselsbetjente.

Jyderup og andre åbne fængsler skal bygges om til lukkede fængsler. Sådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti, og ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten bakkes det op af justitsminister Brian Mikkelsen (K).

Den skærpede overvågning skal blandt andet forhindre rockergrupper og bander i at rekruttere nye medlemmer blandt småkriminelle.

DF's retsordfører, Peter Skaarup, forudser, at ombygningen af de åbne fængsler kommer til at koste et trecifret beløb. Partiet mener ikke, at pengene skal findes inden for rammerne af det politiske forlig om fængslerne, men gives som en ekstra bevilling til Kriminalforsorgen.

Justitsministeren siger, at han selv er på vej med et lignende udspil.

- Lige nu sidder der 200 bandemedlemmer fængslet, og vi idømmer de kriminelle hårdere straffe. Derfor bliver vi nødt til at konvertere åbne fængselspladser til lukkede, mener Brian Mikkelsen, som får støtte til sit forslag fra regeringspartneren Venstre.

I Fængselsforbundet, som repræsenterer det uniformerede fængselspersonale, er der glæde over de politiske udmeldinger.

- Vi bliver nødt til at gøre noget for at håndtere det øgede pres på kriminalforsorgen fra bander og rockere, siger Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App