Jupiter Plast på Falster brænder

Brandfolk fra hele Guldborgsund kæmper imod flammerne på Orehoved havn, de forventer at være i gang til mandag formiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet fik meldingen kl. 21.43 om, at der var opstået brand hos Jupiter Plast A/S på Havnegade 18 i Orehoved.

Den giftige røg var sent søndag aften skyld i, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi valgte at lukke Storstrømsbroen for al tog og biltrafik i begge retninger, den er nu genåbnet.

Den kraftige og giftige røg kommer fra en voldsom brand i fabrikken Jupiter Plast, som laver glasfiberkomponenter til vindmøller, oplyser politiet.

- Det brænder lystigt, og den giftige røg driver lige ud over Storstrømsbroen, siger vagtchef Henrik Karlsen.

- Det hele er overtændt dernede, så der er nok at gøre med at prøve at få ilden under kontrol. Men det bliver i hvert fald ikke før mandag - slukningsarbejdet vil vare hele natten, siger Henrik Karlsen.

Han tilføjer, at der ikke er nogen fare for områdets beboere, da al røgen driver ud over vandet.

Plastfabrikken er døgnbemandet, personalet har sammen med de første brandfolk sikret fabrikkens støbeforme, så ikke de også bliver flammernes bytte, siger indsatslederen fra Guldborgsund Redningsberedskab til TV2 ØST.

Lige nu bliver der pumpet flere 1000 liter vand op af Storstrømmen, der sprøjtes ud over hele bygningen fra stigevogne. Indsatslederen fra Guldborgsund Redningsberedskab regner med at de skal være på brandstedet til mandag formiddag.

Guldborgsund Redningsberedskab får iøvrigt hjælp fra Beredskabsstyrelsen fra både Falster og Næstved til den omfattende brand.

Ingen er kommet til skade ved branden og årsagen er endnu ukendt.


Nyhedsoverblik