Julens budskab bag 24 låger

12 præster og biskoppen på Lolland og Falster er gået sammen om at give folk en lidt anderledes juleoplevelse. Den findes på internettet, og der er en overraskelse hver dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens vi ræser rundt det meste af december for at nå at købe gaver, se julekalender i fjernsynet, lave mad og bage pebernødder, kan vi godt få brug for et pusterum. Det mener 12 præster og biskop Steen Skovsgaard. Derfor har de lavet en julekalender. Bag hver af de 24 låger er der et tekststykke, som er skrevet af en af de 12 præster.

- Det er historier om det, som julen egentlig handler om. Det vi har travlt med og glæder os til i hele december, siger sognepræst Per Møller fra Maribo.

Han har skrevet dagens tekst, som handler om smerte og håb. Det er skrevet ud fra bogen "Historien" af Elsa Morante. Bogen minder på mange måder om det juleevangelium, som vi alle kender - historien om et barn, der bliver født og lagt i en krybbe, og som er til stor glæde for mange.

- I "Historien" er der glæde og kærlighed, og det er det, jeg gerne vil vise hen til i det, jeg skriver, siger Per Møller.

Hvis du vil se, hvad der gemmer sig bag lågerne i julekalenderen, kan du klikke dig ind på http://www.lf.stift.dk/.


Nyhedsoverblik