Julen er hård ved tænderne

Masser af danskere vil i de kommende uger strømme til landets tandlæger med skader på tandsættet, som de har hevet til sig i juletiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når først hyggen og julebordets glæder for alvor sætter ind, glemmer danskere i hobevis nemlig at bekymre sig for tændernes ve og vel, fortæller Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen.

- Nogle har simpelthen ikke opdaget, at nøddeknækkeren er opfundet. De knækker både store og små nødder med tænderne, og en skrøbelig tand når sit endeligt under sådan en massakre, siger Susanne Andersen, der også peger på kapsler og stenhård flæskesvær som syndere. Det skriver metroXpress.

- Det er altså fornuftigt lige at vurdere, hvad man putter i munden, før man lægger alle kræfter i, siger tandlægeformanden.

Mange af Susanne Andersens medlemmer oplever ikke kun travlhed i juledagene, men også efter jul, hvor decembers sukkerstads har gjort sit indhug i mundhulernes emalje.

- Der er tilbud om søde sager fra morgen til aften, og det sætter sig ikke kun på sidebenene. Et par halvbeskidte, plakfyldte tænder tager rigtig godt imod, så alt det onde kan sidde og arbejde i timevis.

Også læskedrikke er en stor synder, der kan give syreangreb i timevis, hvis man sidder og søber for længe i en sodavand.

Er du opmærksom på tandhygiejnen i en måned fyldt med chokoladekalendere, slik og glögg? Kom med en kommentar i boksen under artiklen:

Hvis uheldet er ude og tænderne må give op over for julegodterne, så er tandpinevagterne i Region Sjælland klar til at hjælpe i julemåneden. Efter forudgående aftale kan man møde op på et af tandpinevagtens behandlingssteder i enten Slagelse eller Nørre Alslev. For at lave en aftale skal man kontakte tandpinevagten på telefon 29 60 01 11.

Nærmere information om åbningstider mv. findes på www.regionsjaelland.dk

Det kan du få hjælp til
Hos tandpinevagten kan man for akut hjælp til smertebehandling og behandling i forbindelse med for eksempel tandpine, mindre tandskader og tabte fyldninger. Voksne skal selv betale kontant i forbindelse med behandlingen i tandpinevagten.

Om lørdagen vil en behandling normalt koste minimum 800 kroner og om søndagen 1.100 kroner. Den nøjagtige pris afhænger af, hvilken behandling, der finder sted.


Nyhedsoverblik