Julekort minder om trusselbreve

Modstandere af Vig Brandstation har modtaget julekort med meget lidt hyggeligt indhold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Din aktive deltagelse i lukning af Station Vig vil fremadrettet blive noteret. Dit indirekte ansvar for menneskeliv og værdier, hvor Station Vig ville kunne have gjort en afgørende forskel, vil komme til udtryk i mediernes læserbreve ...

Det er de ord, som står skrevet i det lidet julehyggelige julekort, som 14 byrådsmedlemmer i Odsherred har modtaget.

Modtagerne er lige præcis de politikere, der har stemt for at lukke Vig Brandstation ved et byrådsmøde i år.

Det skriver nordvestnyt.dk

- Det er ubehageligt. Tonen tangerer at være truende. Jeg vil ikke kalde det direkte truende, men i og med de siger, de vil følge op, og at vi indirekte er skyld i tabte menneskeliv, så vil jeg sige, at det tangerer at være truende, siger Michael Kjeldgard (Soc.dem) til nordvestnyt.dk.

Han er én af modtagerne af julekortet - det samme er Venstres gruppeformand Morten Egeskov.

- Det er et nyt lavpunkt i en debat, der ellers har været kørt lavt nok i forvejen. Jeg synes, det er en plat tone, og jeg tager det som et udtryk for, de ikke har nogle rigtige argumenter, mener Morten Egeskov.

Det er svært at pejle sig ind på afsenderen. På julekortet er trykt logoet for "Trundholm Brandmandsforening", men ingen har underskrevet sig med navn.


Nyhedsoverblik