Julehjælp i Lalandia

Dansk Folkehjælp har i år fået et rekord stort antal henvendelser omkring deres juleferie for trængte familier. Hele 1200 familier har søgt om muligheden for at komme på ferie i Lalandia i Rødbyhavn eller Billund. 200 familier fik deres ønske opfyldt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dansk Folkehjælp sender i dag 100 trængte familier på juleferie i Lalandia i Rødbyhavn. Mille Madsen og hendes 9 årige søn Patrick Lykke Nielsen er en af de familier, der kan se frem til 3 dages gratis juleferie.

- Det er en gave, som vi ikke har råd til selv. Jeg er på kontanthjælp og har ikke råd til store ting og ferier som denne. Børnene har glædet os meget til denne dag, og jeg får fred i min krop, for nu kommer vi endelig på ferie, siger Mille Madsen, der er kontanthjælpsmodtager og bor i Glumsø.

Udover at puste ud og sætte fokus på familiesamvær, får familierne mulighed for at netværke på kryds og tværs af familierne. I morgen vil familierne holde fælles julefrokost, ligesom en del af de øvrige måltider indtages i samvær med de øvrige familier.

I Lalandia i Rødbyhavn ser de frem til at modtage de 100 familier.

- Det har stor betydning for familierne, der kommer her. Børnene kan gå tilbage i skolen og børnehaven og fortælle, at de har været her og ikke bare hjemme, siger Fini Jørgensen, der er Food og Event Chef i Lalandia Rødby.

Den gratis juleferie er for familier på overførselsindkomst og med hjemmeboende børn under 18 år og primært for enlige forsørgere. Alle familier visiteres til Dansk Folkehjælp feriehjælp af de sociale myndigheder i familiernes egen kommune.


Nyhedsoverblik