Jonas var i håndgemæng inden knivoverfald

Obduktionen af Jonas Thomsen Sekyere fra Vordingborg viser, at han var i håndgemæng, før han døde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere blev i weekenden stukket med en skarp genstand midt på dansegulvet på baren, "Bakken" i Kødbyen på Vesterbro i København. Det skete, efter han havde forsvaret sig mod en ukendt gerningsmand.

Læsioner på kroppen
Det slår obduktionsrapporten af den 21-årige knivdræbte fast, oplyser Københavns Politi.

 - Han er død af et enkelt stik med en spids genstand i hjertet, men det særligt interessante er, at han har mindre læsioner på hånd og arm, siger efterforsker Carsten Ahrends fra drabsafdelingen til Ritzau.

Vidner må have set slåskamp
Det betyder, at der må have været mindre håndgemæng kort før det dødelige stik. Og en mindre slåskamp på dansegulvet kan måske få en klokke til at ringe hos eventuelle vidner, håber politiet.

- Der må være nogen, som har set håndgemænget på diskoteket, og som derfor har oplysninger om gerningsmanden, fortæller Carsten Ahrends.

Rodet video fra stedet
Politiet har sikret sig video fra diskoteket, og de regner med, at gerningsmanden er på båndet et sted.

- Det er vanskeligt at få overblik over hændelsesforløbet, fordi der er mange mennesker på et lille område, men vi har video fra stedet, og vi går ud fra, at gerningsmanden er på billederne et sted, siger efterforskeren.

Umotiveret knivoverfald
Den 21-årige jurastuderende blev tilsyneladende umotiveret stukket ned på dansegulvet i det propfyldte lokale. Han vaklede dødeligt såret ud af lokalet, hvor en kammerat tilkaldte en ambulance.

Jonas' liv stod dog ikke til at redde. Han døde få timer efter på Rigshospitalet.

Politiet står endnu på bar bund hvad angår motivet til knivstikkeriet. Derfor opfordres alle, der har bemærket noget omkring drabstidspunktet klokken 4.40 natten til lørdag og i timerne op til, til at ringe 114.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik