Jobløse udnyttes til gratis arbejde

Foto: TV ØST

Arbejdsmarkedet er presset, og det samme er arbejdstagerne. Det er forklaringen på, at syv procent af de private virksomheder og fem procent af de offentlige institutioner svarer ja til at have benyttet sig af gratis arbejdskraft, mener LO. Det skriver Søndagsavisen.

Yderligere seks procent af de private og syv procent af de offentlige chefer svarer ja til at have haft medarbejdere i en ulønnet prøveperiode inden ansættelse. Det viser en undersøgelse, som jobportalen Ofir har foretaget i samarbejde med IFO - Instituttet for Opinionsanalyse - for Søndagsavisen. Det er på grænsen til udnyttelse af de arbejdsløse, mener LO's næstformand, Lizette Risgaard:

- Jeg har hørt om masser af folk, der får at vide, at de er nødt til at starte med at arbejde gratis, hvis de vil have et bestemt job. Og så er de endda ikke garanteret et job i den anden ende, siger hun.

Men ifølge Dansk Erhverv kommer initiativet oftest fra arbejdstageren selv. Og det kan faktisk være en winwin- situation, mener Rikke Bregendahl Ørum, der er chef for HR og arbejdsmiljø hos Dansk Erhverv.

- Det er en fordel for begge parter. Den arbejdsløse får en god reference på CV'et og nogle ekstra kvalifikationer, som kan gøre det nemmere at få et job i fremtiden, siger hun.

Hvis man spørger fagforbundet DJØF, er dét dog et middelalderligt synspunkt. Gratis arbejdskraft kan umuligt være en ligelig investering for begge parter, når der helt åbenlyst er en svag part, mener Allan Luplau, som er formand for DJØF Privat.

- Jeg kan godt se, at der også er positive ting at hente i ligningen, men for mig at se
overskygger faremomenterne fordelene, siger han og uddyber:

-Det vil være ødelæggende for arbejdsmarkedet, hvis det pludselig bliver normalt, at folk arbejder gratis fra tid til anden.

I følge HK er udnyttelsen af gratis arbejdskraft i høj grad brancheopdelt. Det drejer sig især om virksomheder inden for callcentre og fitness, hvor der er stor udskiftning og mange unge mennesker.

- I mange tilfælde vil det være arbejdspladser, der ikke er dækket af en overenskomst, eller som forsøger at underbyde markedet. Det er konkurrenceforvridende for alle de virksomheder, som arbejder under ordnede forhold, siger Lizette Risgaard fra LO.

Hvis et medlem af en a-kasse indvilliger i at arbejde gratis, mister vedkommende automatisk retten til dagpenge. Den enkelte skal nemlig stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at være berettiget til dagpenge. Ofte er de, der siger ja til arbejde gratis, dog unge mennesker, som ikke er medlemmer af hverken a-kasse eller en fagforening, oplyser HK.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er tallene ikke dramatiske, men nærmere et udtryk for, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne finder sammen i en praktisk foranstaltning.

- Tallene siger jo ikke noget om, hvor lang en periode det drejer sig om, så det kan jo teoretisk set dreje sig om enkelt dag eller to, siger Flemming Dreesen, som er ansættelsesretschef hos Dansk Arbejdsgiverforening.

Allan Luplau fra DJØF er til dels enig:

- Der er forskel på, om det er en enkelt dag, hvor man lige får lov til at snuse til det. Men vi ser store fareelementer i at bevæge sig ud ad den sti og er derfor principielt imod det.

Lizette Risgaard fra LO kan godt forstå, at de arbejdsløse bliver fristet til at arbejde gratis i en periode. Men uanset jobudsigterne i den anden ende og længden af perioden, er det ikke i orden at lade folk arbejde gratis, mener hun.

- De ønsker så brændende at komme ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er arbejde nok. Men vi råder
folk til at sige nej til sådanne tilbud, for selvfølgelig koster
din arbejdskraft da noget.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App