Jobcenter trækker flest klager

Slagelses nye borgerrådgiver har gjort antallet af borgerhenvendelser op. Her placerer jobcenteret sig øverst på listen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I tre måneder har Slagelses nye borgerrådgiver ført regnskab med borgerhenvendelserne. Og resultatet er entydigt: Jobcenter Slagelse er den kommunale instans flest borgere klager over. Det skriver Sjællandske.

Det er især den lange sagsbehandlingstid, der vækker frustration blandt borgerne.

- Når en borger klager over sagsbehandlingstiden, kan det både dreje sig om tiden før, der træffes en afgørelse, og om tiden inden borgerne får svar på sin henvendelse, forklarer borgerrådgiver Lone Engly.

Der har i alt været 54 henvendelser i årets tre første måneder, som forudsætter en vis sagsbehandling - f.eks. en klage. 34 pct. af dem har været rettet mod jobcenteret.

- Mange borgere har en god forståelse for, hvad man med rimelighed kan forvente af kommunen. Men nogle borgere har også så høje forventninger, at det giver anledning til unødvendige skuffelser. Generelt set giver borgernes henvendelser grund til at have fokus på vigtigheden af, at der i kommunen foretages en klar forventningsafstemning med borgerne, siger Lone Engly.

Næstefter Jobcenter Slagelse tegner Borgerservice, Rådgivning og Udbetaling sig for det største antal henvendelser med 23 pct.

 


Nyhedsoverblik