Jobcenter gav beroligende piller til 19-årig (Video)

En medarbejder på Slagelse Jobcenter beskyldes for at medicinere en ung jobsøgende mand. Jobcenterchef vil nu kigge nærmere på sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Her, kan du ikke lige tage fire af de her piller, før vi snakker sammen?

Sådan skulle en medarbejder på Slagelse Jobcenter angiveligt have sagt til den 19-årige Rasmus Jørgensen fra Slagelse, der sammen med sin far Per Jørgensen besøgte jobcentret mandag formiddag. Det skriver Sjællandske tirsdag.

Pillerne var angiveligt en slags "mild" nervemedicin, der bl. a. bruges til behandling af ADHD.

- Jeg blev edderrasende og smed pillerne i hovedet på hende igen. Hvad fanden bilder hun sig ind og vil medicinere min søn, siger Per Jørgensen harmdirrende til Sjællandske.

Se interview med 19-årige Rasmus Jørgensen og servicedirektør i Slagelse Kommune, Lars Hansen, herunder:
[video:flv:090310_piller.flv]

- Det kan da godt være, at min søn har lidt krudt i røven og har svært ved at sidde stille nogle gange. Men det er da noget, Rasmus og jeg snakker om - eventuelt med hans læge. Ikke med en tilfældig medarbejder på jobcentret, siger han.

Inden Rasmus' far greb håndfast ind, havde hans søn nået at sluge fire piller.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad det var for piller, men de var på 10 milligram hver, siger faderen til avisen.

Ifølge Rasmus og hans far er det udelukkende jobcentret, der har diagnosticeret Rasmus som havende ADHD.

- Jeg har aldrig fået den diagnose af min læge, siger Rasmus undrende.

- Ja, som jeg har fået det refereret fra min områdeleder, så er det desværre rigtigt, siger en rystet jobcenterchef Hans Erik Lund Rasmussen til Sjællandske.

- Vi indkalder straks den pågældende medarbejder for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Men selvfølgelig må en medarbejder hverken diagnosticere eller medicinere borgerne. Det er ikke acceptabelt - under nogen omstændigheder, slutter Hans Erik Lund Rasmussen.


Nyhedsoverblik