Jobansøgning i radioen

Michelle Fleron nægter at lade sig slå ud, selv om hun er arbejdsløs. Nu har hun fået hjælp fra en uventet kant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michelle Fleron fra Mogenstrup har gjort flere krumspring for at få et arbejde. Hun har sendt bunkevis af ansøgninger afsted, turneret rundt med sit CV og klistret en kæmpeannonce for sig selv på sin bil. Foreløbig har hun dog ikke haft held med anstrengelserne.

For nylig sendte hun så en mail til Radio SLR.

- Jeg havde set et boligprogram på TV, hvor folk, der var desperate for at sælge deres bolig, fik lavet et radiospot, og så tænkte jeg, at det skulle da prøves, siger Michelle Fleron, som er uddannet kontorassistent.

Hendes mail ramte noget hos Steffen Stenbæk, som er radiochef hos Radio SLR. Derfor inviterede han Michelle Fleron ind på redaktionen - og det kom der et radiospot ud af.

- Det er en jobansøgning i radioen, og jeg håber virkelig, at der er en potientiel arbejdsgiver, som hører det, siger Michelle Fleron.

Hendes seneste job var et vikariat på 10 måneder, og hun står til at miste sine dagpenge næste år. Nu håber hun, at radiospottet kan hjælpe hende i jobsøgningen.

Michelle Fleron har ikke betalt for radioreklamen på Radio SLR.

- Det her handler om mennesker, ikke om penge. Hun var en enkeltperson, der trådte ud af den lange kø af arbejdsløse og lige pludselig kom til at stå som et menneske foran mig. Jeg tror, det var derfor, jeg valgte at hjælpe hende, siger Steffen Stenbæk.

Man kan høre radiospottet på Radio SLR i de kommende uger.

 

 


Nyhedsoverblik