Jernbanebomme standsede udrykning

Foto: TV ØST

Brandbiler på vej til en villabrand i Vipperød nær Holbæk måtte vente ved en jernbaneoverskæring i otte-ni minutter, fordi bommene var nede.

Brandbiler fra Falck i Holbæk, som var på vej til slukning af en brand i et hus på Juelsvej i Vipperød, måtte onsdag aften vente otte-ni minutter ved jernbaneoverskæringen på Asmindrupvej i Vipperød, fordi bommene var nede. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Men slukningsarbejdet blev ikke hæmmet af forsinkelsen, siger indsatsleder Frede Thiesen.

- Det fik ikke branden til at udvikle sig yderligere, at vi måtte vente. I den slags situationer kan man vælge at tilkalde mandskab et andet sted fra, men det var der ikke grund til i dette tilfælde, siger Frede Thiesen.

En anden mulighed kunne have været at kontakte DSB eller Banedanmark for at få åbnet bommene, men Frede Thiesen vurderer, at det ville tage mindst lige så lang tid som at vente på, at toget havde passeret.

Branden brød ud i et brændeskur ved en villa og bredte sig til villaens tagkonstruktion. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er omstændighederne så uklare, at man ikke kan udelukke, at branden er påsat.

/ ritzau /

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App