Inviterer til juleaften

Et ægtepar fra Allerslev ved Præstø åbner døren juleaften og inviterer på julemad og gaver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi synes at det vil være hyggeligt og spændende. Der er så mange mennesker, der af forskellige årsager ikke har nogen at fejre jul med. Dem åbner vi vores hus for. Der er plads til 4. Kirsten Baltzer ser glad ud. Selvom det oprindeligt var hendes mand, Børge, der fik den ide, at de kunne invitere nogle fremmede til middag juleaften, har hun taget tanken til sig. - Vi har altid haft et åbent hus, siger hun til TV2 Øst.

Normalt er familien 9 til 10 personer juleaften, men i år er de kun det halve, og så var tanken nærliggende, siger Børge Baltzer. Han er ellers ikke den, der går voldsomt meget op i julen, men i år glæder han sig. - Det bliver jo spændende at se, hvem der kommer, siger han.

 

Parret driver en alternativ klinik i huset i Allerslev udenfor Præstø, og Kirsten Baltzer er sikker på, at det er deres møde med den alternative verden, der har givet dem et andet livssyn og dermed også modet til at være mere åbne overfor andre mennesker.

- I den alternative verden er man jo åben og møder hinanden på den måde.

- Det er da selvfølgelig lidt grænseoverskridende, og et eksperiment, siger Børge Baltzer. Men det er jo også sådan noget, der er spændende. Det kan da være, at vi lærer nogle rare mennesker at kende.

Udover ægteparret kommer deres 2 voksne døtre og et barnebarn juleaften.

- De synes også at det vil være hyggeligt, hvis der kommer nogle andre, siger Kirsten Baltzer.

- De er heldigvis åbne overfor andre mennesker. Måske ryster de lidt på hovedet af os, men det gør de så tit i forvejen, griner hun.

Hvis du kunne tænke dig at fejre julen sammen med familien Baltzer, er du velkommen til at ringe til dem på telefon 43532696


Nyhedsoverblik