Intet vintervejr i sigte for danskerne

Foto: TV ØST

Vejrguderne byder på endnu en mild uge med regn, blæst og et par plusgrader landet rundt.

Der er dårligt nyt til dem, der går og håber på vinterkulde og et snehvidt landskab. Ugen kommer nemlig til at byde på endnu en omgang mildt vejr med blæst, regn og et par graders varme.

- Efter en weekend med blå himmel, flag og guldkaret, er vi tilbage til hverdagen, siger Mikael Jarnvig fra TV 2's Vejrcenter med henvisning til fejringen af dronning Margrethes 40 år som regent, der blev fejret i flot vejr hele weekenden.

- Denne uge bliver en blandet omgang. Både tirsdag og onsdag er der mulighed for sol, og temperaturen ligger omkring fem grader, siger han.

Onsdag aften passerer en koldfront Danmark, og det betyder regn det meste af natten og torsdagen med.

- Og så tiltager vinden torsdag, så det vil føles koldere, og vi kan få byger med hagl, siger Mikael Jarnvig.

Blæsevejret bliver dog ikke af samme styrke, som det er set flere gange de seneste måneder.

Også fredag byder på byger - nogle steder med slud og måske tøsne, men temperaturen holder sig over frysepunktet.

- Temperaturen kommer til at ligge på omkring tre grader, så rigtig vintervejr bliver det ikke, lyder meldingen fra TV 2's Vejrcenter.

Der er altså ingen grund til at finde kælken og sneskovlen frem, for intet tyder lige nu på, at januar kommer til at byde på snelandskab.

Senere på ugen og weekenden kommer dog formentlig til at byde på et par minusgrader om natten, og bilister skal være opmærksomme på glatte veje, når de kører ud i de sene nattetimer og tidlige morgentimer.

/ritzau/

Se vejret omkring din by her:

Nykøbing sjælland

Holbæk

Slagelse

Vordingborg

Nykøbing Falster

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App