Internet om ni år

På Asnæs er internetforbindelsen så dårlig, at det tidligere på sommeren fik Jes Jessen til at sende en klage direkte til videnskabsministeren. Men det ser ud til, at han må se langt ud i fremtiden efter en løsning - nærmere betegnet år 2020.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Jes Jessen i juni flyttede til Asnæs, fik han virkelig alt, hvad han havde drømt om. For hans nye hjem på landet, er virkelig et lille paradis.

Der er bare et problem: Jes Jessens internet er mere end bare almindeligt sløvt. Vi testede det i dag ved at sende en mail med en vedhæftet fil på fem MB. Det tog næsten 10 minutter.

Når Jess Jessen ikke nyder udsigten, driver han konsulentvirksomhed fra hjemmet. Den dårlige netforbindelse har generet hans arbejde så meget, at han til sidst sendte en klage direkte til Christiansborg - og fik dette svar:

- Ministeren svarede, at deres ambition var, at alle danskere har en forbindelse på 100MBit i 2020. Det er jo så langt ud, at det ER langt ude at komme med sådan et svar, siger Jes Jessen.

Kommunalpolitiker Ole Glahn (Rad. V.) fra Kalundborg Kommune er enig. Og ifølge ham ligger ansvaret ikke bare hos internetudbydere, men på Christiansborg.

- Man ryger helt ud i et sort hul, hvis man ikke har en ordenlig forbindelse i dag. Så jeg er virkelig rystet over, at man ikke har fundet en løsning endnu. For det er ikke noget nyt problem, siger Ole Glahn.

Hos TDC beklager de bøvlet hos Jes Jessen, men de kan ikke love forbedringer her og nu. De forklarer, at de hele tiden bygger nye mikrocentraler landet over, men at de ikke har nogen planer for Kalundborg-området foreløbigt.

Så det ser altså ud til at Jes Jessen må se langt efter en hurtigere netforbindelse. Så langt som 2020.


Nyhedsoverblik