Den internationale forening for markfrøforskere holder i juni for sjette gang international markfrøkonference, blandt andet med besøg på Forskningscenter Flakkebjerg uden for Slagelse og Dansk Planteforædling på Stevns.
Det skriver Landbrugsavisen.
Selve konferencen finder sted i Sandefjord i Norge, hvor der er tilmeldt 60 bidrag i form af foredrag eller posters fra deltagere fra 18 lande. Sædvanligvis er de store frøproducerende lande som USA, New Zealand og Danmark stærkt repræsenteret, men på konferencen i år bidrager deltagere fra lande som Estland, Litauen, Serbien, Tyrkiet og Iran.
Konferencen åbnes af forskningsleder Birthe Boelt, Forskningscenter Flakkebjerg, der er præsident for den internationale forening for frøforskere.