Ingen stemmer i farlige veje - før ulykken

Der skal ulykker til, før politikerne gør noget ved dødsfælderne på de danske veje, det fortæller TV2 ØST, der torsdag aften i det journalistiske program Missionen på Kanal ØST, ser to farlige veje i Region Sjælland efter i sømmene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både borgere i Holme Olstrup på Sydsjælland og i St. Merløse i Nordvestjælland har måtte sande, at deres råb om højere sikkerhed, igennem længere tid er blevet overhørt. Det er blot to måneder siden, at kirkeklokkerne i Faxe ringede for en ung mand. Han blev dræbt i et sving på Skovvejen i Holme Olstrup, da han mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et hus.

Forgæves råb om hjælp

I flere år har borgerne på Skovvejen forsøgt at råbe vejmyndighederne op. Skovvejen er en populær smutvej, der forbinder Holme Olstrup med Næstved ad små landeveje. Og der køres ofte alt for stærkt.

Derfor har beboerne på vejen foreslået politikerne at sætte chikaner op, at lukke vejen eller lave en hastighedsbegrænsning. Men bekymringerne og foreslagene er blevet overhørt. Først nu - efter dødsulykken - har Næstved Kommune givet garanti for at Skovvejen vil blive spærret af i forbindelse med byggeriet af en ny omfartsvej i 2010.

Politiet erkender sammenhæng

Beboernes påstande om, at der skal alvorlige ulykker til, før myndighederne griber ind, har TV2 ØST forelagt Sydsjællands - og Lolland Falsters politi i Næstved.

- Det er jo et af de parametre, vi har sammen med borgerhenvendelserne for at sige, om det er et sted, vi skal gøre noget, erkender Arne Holdesen, vicepolitikommisær i Næstved Lokalpoliti.

Også andre farlige veje

Eksemplet er ikke enestående. På Frejaskolen i St. Merløse har forældre i årevis kæmpet for en sikker skolevej. Men først efter at en kvinde og hendes 3- årige datter blev dræbt på Merløsevejen eller "Meningsløshedsvejen", som strækningen er blevet døbt i folkemunde, skete der noget. Moderen og hendes datter blev dræbt, da de kom cyklende og blev ramt bagfra af en varevogn.

Først efter ulykken bevilgede Sorø kommune penge til en cykelsti. Og det kun på den side af kommunegrænsen, hvor ulykken skete. På den anden del af vejen, som ligger i Holbæk Kommune, blev der ingen cykelsti lavet.

Ingen stemmer i sikre veje

Ifølge Rådet for Sikker Trafik lyder forklaringen, at der ikke er politiske stemmer i at sikre vejene, medmindre faren er synliggjort i form af en ulykke.

- Det er altså et bedre kort at have på hånden, når man skal råbe politikerne op for at få gjort noget, desværre. Det er sådan vilkårerne er, siger Søren Troels Berg, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik til TV2 ØST.

Manglende fartmålinger

Politikredsene er på landsplan forpligtet til at bruge omkring 24.000 timer på trafikmålinger med bemandede fotovogne, også kaldet ATK-målinger. Men det tal er langt fra nået. Således blev der i 2009 kun brugt knap 20.000 timer på målingerne og i de to foregående år endnu færre.

Rigspolitiets forklaring på at kravene ikke er blevet overholdt hænger sammen med udgifterne til politireformen. En del af reformen bestod i, at oprette 11 bemandede AKT-kontorer på landsplan. Det er næsten én per politikreds. Men da reformen blev dyrere end beregnet, blev der kun råd til 8 kontorer.

Blandt andet har Nordsjællands Politi derfor taget sig af målingerne i Midt- og Vestsjællands politikreds. Først i løbet af 2009 er de sidste kontorer blevet oprettet. Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man sætter flere automatiske fartkontroller op, da den løsning ikke kræver bemanding. I Midt- og Vestsjællands politikreds blev der i 2009 sat ti såkaldte stærekasser op som et forsøg.

Erfaringerne viser, at de automatiske fartkontroller har en effekt. Alligevel bruger vi i Danmark langt mindre fartkontrol end i andre europæiske lande.

- I Danmark håber vi på, at vi kan vænne folk til at køre langsommere med guleroden, men vi ved også godt at politets kontrol med noget pisk og nogle bøder det er noget der virker rigtig godt, siger Søren Troels Berg fra Rådet for Sikker Trafik.

TV2 ØST og programmet Missionen sætter torsdag aften fokus på regionens farlige veje. Se med klokken 20 på Kanal Øst.


Nyhedsoverblik