Ingen sejrbonus til Slagelse

Slagelses spillere har ingen bonusordning og har derfor ikke nogen umiddelbar udsigt til ekstra penge i lønposen, hvis holdet vinder Champions League.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke pengene, der skal drive Slagelse-spillerne frem til sejr på søndag, når holdet møder Lada Togliatti i den afgørende Champions League-finalekamp i håndbold for kvinder. Der vanker nemlig ingen sejrsbonus til spillerne.

- Alle vores spillere er på fast løn, så der er ingen umiddelbar ekstragevinst ved at vinde Champions League ud over æren. Men sidste gang vi vandt Champions League, blev spillerne inviteret til den caribiske ø Aruba, og det kan jo være, at der sker noget lignende igen, siger klubbens daglige leder Bjarne Stenbæk, som imidlertid ikke har noget at skulle have sagt i den anledning. Det er træner og holdejer Anja Andersen, der tager sådan en beslutning.

Slagelse er uanset udfaldet af kampen sikre på at komme ud af Champions League med et plus på bundlinjen. Billetsalg, tv-kroner og sponsoraftaler betyder, at holdet får overskud på turneringen, endda selv om man måtte bekoste over en halv million kroner på rejsen til Togliatti i sidste weekend.

 

 

/Ritzau/ 


Nyhedsoverblik