Ingen pasning i sommerferien

I Næstved skal der spares, så forældrene opfordres til at tage børnene med på ferie, mens institutionerne holder lukket. En mor opfordrer til modangreb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvis vi skal kunne gå på arbejde og tjene penge til Næstved Kommune, så skal vi også kunne få vores børn passet.

Så kontant er meldingen fra Berit Maibom. Hun er mor til Jonas, der går i daginstitution, og dermed er hun en af dem, der rammes af kommunens nye spareplaner.

For at få budgettet til at hænge sammen har Næstved Kommune besluttet at udvide lukkedagene for kommunens daginstitutioner til også at omfatte uge 29 og 30.

Kommunen har arrangeret nødpasning i 21 af kommunens institutioner for de børn, der ikke kan komme på ferie. Men det gør bestemt ikke Berit Maibom tilfreds.

- Vi ved jo allesammen godt, hvordan det er at starte på et nyt arbejde. Nye kolleger, nye bygninger, nye rutiner. Man er sådan lidt, siger Berit Maibom og forsøger med armene at vise sin forvirring, inden hun fortsætter:

- Små børn de har det endnu værre, og at udsætte dem for det måske 20 dage om året, fordi man ikke selv kan få ferie, det er en stressfaktor for dem, lyder det fra Berit Maibom.

Hun opfordrer nu forældrene i kommunen til at gå imod kommunens anbefaling. Hun så gerne, at børnene blev sendt i institution netop i uge 29 og 30 for på den måde at vise modviljen mod kommunens spareplaner.

Men spørger man viceborgmesteren, så vil problemet ikke forsvinde af den grund. Det vil kun blive skubbet lidt længere ud i fremtiden.

- Så betyder det bare, at de millioner, der skal spares, de bliver fordelt over hele året, siger formanden for Udvalget for Børn og Familie i Næstved Kommune, Søren Dysted.


Nyhedsoverblik