Ingen gevinst når skolerne bliver større

Foto: TV ØST

Store skoler fostrer ikke bedre elever. Sådan lyder den utvetydige melding fra interesseorganisationer og eksperter, mens hele den danske skolestruktur er under forandring.

Kommunerne har lige nu travlt med at lægge skoler sammen til større enheder for at få fagligheden og kapaciteten op, og budgetterne til at balancere. Men det faglige argument er tyndt, skriver metroXpress i dag.

- Ingen forskning viser, at store skoler er bedre end små. Det er ret væsentligt, for det er det, man bruger som argument for sammenlægninger mange steder. Børnene lærer ikke så meget på små skoler, siger man. Men det ved vi reelt ikke, siger Benedikte Ask Skotte, formand for Landsforeningen Skole og Forældre.

Hun bakkes op af professor Peter Allerup fra Center for Grundskoleforskning under DPU.

- Der er evidens for, at skolestørrelsen ikke har nogen betydning. Det viser erfaringer fra danske skoler og fra internationale undersøgelser som Pisa og Timms (international undersøgelse af elevers matematik- og naturfagskundskaber, red.) Der er nul komma nul procents forskel på store og små skoler,  siger Peter Allerup med reference til elevernes faglige præstationer.

I dag forlader 15-20 procent af eleverne den danske folkeskole uden basale færdigheder i dansk og matematik. Men større skoler er altså ingen mirakelkur. Samtidig sætter Peter Allerup spørgsmålstegn ved, om ændringerne af skolelandkortet giver kommunerne en økonomisk gevinst:

- Idet 85 procent af udgifterne på de små skoler er lærerløn, kan den økonomiske gevinst i sidste ende vise sig at ligge på et meget lille sted. Man fyrer jo ikke lærerne, men flytter dem til de større skoler.

Den pointe er centerleder Niels Egelund fra Center for Strategisk Uddannelsesforskning, under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, dog uenig i:

- Den allervæsentligste baggrund for at tilstræbe større skoler er økonomien. Her er det de små skoler, der må lade livet, fordi de er dobbelt så dyre som de store, siger han til metroXpress. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App