Nyheder fra din hverdag

Ingen brandslukning ved uro

Foto: TV ØST

Stenkastende unge i Nordbyen er blevet for meget for Slagelse Brand & Redning. Brandvæsenet vil lade brande i containere og biler være, hvis man føler sig truet.

Udrykninger fra Slagelse Brand & Redning til Nordbyen i Slagelse har der været mange af den seneste tid. Men med stenkast fra unge ballademagere og uden politibeskyttelse er holdningen klar.

- Så lader vi tingene brænde ud, og så må det være det. Vi tilsidesætter ikke mandskabets sikkerhed, siger Søren Lundhild, der er viceberedskabschef ved Slagelse Brand & Redning.

Slagelse Brand & Redning pointerer, at man altid vil rykke ud til brande i lejligheder, men ikke til brændende biler og containere, hvis de unge truer brandfolkene, som det skete i fredags.

I sidste uge måtte Slagelse Brand & Redning otte gange slukke brande i Nordbyen. Fra politisk side kan man godt forstå brandfolkenes prioritering og har fået nok af situationen i området.

- Den er fuldstændig uacceptabel. Det kan ikke være rigtigt, at det skal ligne en krigszone i en by som Slagelse. Det må være indlysende for alle, at vores fløjlhandske-politik ikke holder. Derfor må vi nu stramme op, siger 2. viceborgmester Henrik Brodersen (DF).

Han vil nu tage fat i kollegerne fra byrådet og blandt andet diskutere om kommunen skal prøve at få oprettet en visitationszone i Nordbyen.

Ifølge reglementet så kan boligselskabet smide hele familier ud, hvis der er klare beviser for, at én i familien har udøvet grov hærværk. Og de første sager kan være på vej.

- Vi har pt. nogle sager med navngivne personer, der laver noget hærværk. Hvis boligselskabet vil bruge dem til at smide nogle familier ud, så er det op til dem, siger leder af lokalpolitiet i Slagelse, Jan Schmidt.

I Fællesorganisationens Boligforening vil man nu kigge nærmere på politiets materiale.

- Det er op til hovedbestyrelsen. I mindre sager kan man måske nøjes med at betale ved "kasse 1". Det må vi tage stilling til, når vi kender sagerne bedre, siger direktør Jørgen Mejlgård.  

Tip os Har du et godt tip?