Ingen bompenge på rute 21

Et forslag fra Odsherreds borgmester Finn Madsen om at indføre bompenge for at få en motorvej fra Holbæk til Vig fik tommelfingeren nedad fra trafikministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I øjeblikket er planen at lave en motortrafikvej på strækningen, men sidst i december foreslog borgmester Finn Madsen (soc. dem.), at man i stedet udvidede det til en motorvej, og finansieringen skulle ske ved at indføre bompenge.

- I stedet for en motortrafikvej så kunne jeg godt tænke mig, at vi fik en motorvej.  Lad os prøve at lave et forsøg, der giver os mulighed for at opkræve en tier, hver gang man kører på strækningen, sagde Finn Madsen til TV2 ØST sidst i december sidste år.

Den idé bliver dog ubetinget skudt ned af Lars Barfoed. Det gør trafikministeren i et skriftligt svar til Socialdemokraternes Thomas Adelskov, der har spurgt den Konservative minister til sagen.

- Regeringen lægger vægt på, at grønne transportudgifter gennemføres på en klog vis. Vi mener ikke umiddelbart, at bompenge er en klog måde at gøre dette på, svarer Lars Barfoed.

Det er allerede besluttet, at rute 21 skal udvides til motortrafikvej. Men projektet er blevet dyrere end forventet, derfor indgår det nu i de samlede trafikforhandlinger, der i øjeblikket foregår mellem regeringen og folketingets partier. Trafikministeren vil her gerne drøfte om de ekstra penge til motortrafikvejen kan findes, men afviser altså at diskutere udvidelse til en motorvej.


Nyhedsoverblik