Det vi har sammen

Indbrudstyve hærger sommerhusområde

Foto: TV ØST

Sommerhusområdet Bøtø på Falster er for tiden plaget af indbrudstyve.

De seneste dage er der opdaget op mod 20 indbrud i sommerhusområdet Bøtø.

Sommerhusområdet ligger ved Marielyst på Falster, hvor indbrudstyvene har fået adgang til husene blandt andet ved at bruge et koben.

- Vi har det ikke godt med indbruddene. Vi har aldrig været ude for så mange på én gang, siger Jørgen Jørgensen, der er formand for Pedersdal Grundejerforening i Bøtø.

Møblement, elektronik og madvarer
I flere af sommerhusene er det særligt møbler, elektronik og madvarer, som tyvene er gået efter.

- Det ene sted var der trukket skuffer ud. Puder og dyner var lagt på gulvet, og så var køleskabet åbent, og det kunne jo godt indikere, at der var brug for noget mad, siger Christian Ibsen, som er nabo til nogle af de sommerhusejere, der har haft indbrud.

Forsøgt at gardere sig
I sommerhusområdet har man forsøgt at gardere sig mod indbrud ved at ansætte folk til at holde opsyn med husene, men det har indtil videre ikke båret frugt.

- Vi har i forvejen entreret med en mand, som ofte går samtlige grunde igennem. Men vi kan jo ikke have dem rendende og kontrollere samtlige sommerhuse flere gange om ugen, så det er jo kun et forsøg på at passe på vores huse, siger Jørgen Jørgensen.                  

Har du oplysninger om indbruddene i Bøtø, kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App