Indbrudsbølge hærger Nørre Alslev

Indbrudstyve har i øjeblikket mere end travlt i det lille lokalområde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ualmindeligt travle indbrudstyve, der i øjeblikket regerer på den nordlige del af Falster, nærmere betegnet i byen Nørre Alslev.

De seneste par dage har indbrudstyve slået til hele 15 gange i det lokale område, og det er ifølge politiet noget usædvanligt.

-       Det er meget koncentreret og lokalt, det sker, så der er åbenbart nogle, der har udset sig området. Og når det er så lokalt, så tror jeg på, at det er nogen, vi også skal finde lokalt, fortælle Arne B. Holdensen, der er vicepolitikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge politiet er der formentlig tale om de samme gerningsmænd, der står bag indbrudsbølgen. Begge beskrives som mænd i alderen 20-25 år, sydlandske i udseendet med sort hår og omkring 170-180 centimeter høje.

Senest slog indbrudstyvene til mandag eftermiddag. Her udviklede indbruddet sig til et røveri, da husets ejer pludselig kom hjem.

-       Gerningsmændene bliver overraskede af ham, der bor der og for at komme væk derfra, så slår de til ham uden at kende til den konsekvens, at det så ryger højere op i strafferammen, siger Arne B. Holdensen.

I forbindelse med røveriet efterlyser politiet en rød Peugeot 205 med buler i siden.

Har du oplysninger i sagen kan du kontakte politiet på 114.

Her kan du læse mere om, hvordan du undgår indbrud i dit hjem. 


Nyhedsoverblik