Indbrudsbagmænd skal i fængsel

Foto: TV ØST

To mænd er blevet dømt for at stå bag planlægningen af over 100 indbrud i og omkring Ringsted, Slagelse, Roskilde, Præstø, Holbæk, Hillerød og Greve

Der er tale om en af danmarkshistoriens største indbrudssager.

En 34-årig serber og en 25-årig med rumænsk baggrund har sammen planlagt og koordineret en flok tyve, som har begået op mod 124 villaindbrud. Det kostede dem i dag henholdsvis syv og fem års fængsel i retten i Lyngby.

Et spin af indbrud

- I anklageskriftet har vi anført 110 navngivne indbrud, men baseret på de mange unavngivne steder, er det tydeligvis kun toppen af isbjerget, der er med i anklageskriftet, siger sagens anklager, Jette Malberg.

Sagen er blevet kaldt "Goldfinger-sagen" og handler om de to bagmænds import og styring af udenlandske tyvebander, der har hærget over det meste af Sjælland i februar og marts 2012. Mere præcist drejer det sig om indbrud i og omkring byerne Ringsted, Slagelse, Roskilde, Præstø, Holbæk, Hillerød og Greve.

Dømte skal ud af landet

De tre domsmænd er enige om dommene, ligesom de udviser de to bagmænd fra Danmark, når deres domme er afsonede. De må aldrig vende tilbage.

I domsafsigelsen pålægges de to også at betale store summer erstatning til flere forskellige forsikringsselskaber, der har dækket tab fra de mange indbrud.

- En stor del af de tyvekoster, politiet har fundet, var indgraveret og prægede, så de kunne tilbageføres til helt bestemte indbrud og familier, fortæller dommeren.

Derfor kan forsikringsselskaberne kræve erstatning for helt specifikke indbrud, hvor tyvekosterne beviseligt er blevet stjålet af en af de tyvebander, som de to mænd stod bag.

Højere straf end normalt

Strafferammen for indbrud går kun op til seks års fængsel. Når den 34-årige i dag fik syv år, skyldes det anklagerens krav om forlænget straf for aktiviteten som bagmand for mange tyve og et stort antal indbrud. 

Begge mænd har anket dommen på stedet.

- Jeg mener ikke, der er ført egentlige beviser for min klients organisering af disse tyvebander, og alligevel får han syv år. Det er uhørt i en sag om indbrud, siger Peter B. Hjørne, der er forsvarer for den 34-årige serber.

/Ritzau

Se indslag fra TV2 ØST Nyheder

00:38 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App