Ildkugle set over Sjælland

En stor ildkugle oplyste i aftes himlen over Sjælland. Flere øjenvidner i vores område nåede at se meteoren, før den brændte op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En brændende ildkugle oplyste mandag aften himlen over det meste af Danmark, før den eksploderede og til sidst brændte helt op i atmosfæren.

Meteoren er set af flere på Sjælland – blandt andet Rune Laursen. Han så ildkuglen, da han i aftes klokken 21.42 kom kørende i sin bil ad Skølskørvej syd for Sorø.

- Jeg så meteoren igennem forruden i bilen. Da den var cirka halvvejs nede over ruden sprang den i luften i tusinde, hvis ikke millioner af stykker. Det var helt seriøst det vildeste, jeg nogensinde har set, siger han efter at have set meteoren.

Hjemmesiden ildkugle.dk indsamler iagttagelser af ildkugler på himlen over Danmark, og herfra bekræfter Anton Norup Sørensen fra Niels Bohr Instituttet, at der ganske rigtigt kunne ses en ildkugle på himlen over Danmark mandag aften.

- Vi har via hjemmesiden ildkugle.dk fået otte sikre øjenvidnebeskrivelser af ildkuglen – og den er samtidig blevet filmet fra både København og Jels i Sønderjylland, siger Anton Norup Sørensen.

Beregninger foretaget ud fra øjenvidneberetninger og videoer viser, at meteoren aldrig kom ind over dansk luftrum. Den ramte Jordens atmosfære over Bremen i Tyskland i en højde af omkring 100 kilometer, og brændte helt op i omkring 70 kilometers højde. Den kunne således ses over en stor del af både Danmark og Tyskland.

- Der var ikke dele af meteoren, der ramte jordoverfladen – den brændte simpelthen op i atmosfæren. Den kom med retning fra stjernebilledet Tyren, og er derfor en del af meteor-sværmen Tauiderne, der er aktiv lige nu, siger Anton Norup Sørensen.

Du kan se videoer af meteoren over Sjælland på hjemmesiden Stjerneskud.info.


Nyhedsoverblik