2015 lader til at bllive et godt år på indbrudsfronten i Sorø Kommune. Her var der nemlig langt færre indbrud i forhold til sidste år takket være en målrettet indbrudsindsats fra politi og kommune.
Sorø Kommune har ellers været meget præget af indbrud i privat beboelse. Derfor begyndte den lokale indsats i 2014 med en bred vifte af aktører, der med politiet i spidsen gik sammen om at komme problemet til livs.
Hele 78 færre husstande har været udsat for indbrud fra 1. januar til 30. november i forhold til samme periode sidste år.
- Hele paletten af tiltag har nu vist sig at bære frugt. I begyndelsen af 2015 kunne vi se, at indbrudskurven i Sorø Kommune begyndte at knække. Vi var spændte på, om det blev ved at holde, men udviklingen er bare fortsat i den rigtige retning, siger vicepolitiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Allan Holm i en pressemeddelelse.
Nogle af initiativerne mod indbrudstyvene har blandt andet været tryhedsvandringer flere steder i kommunen. Hække er blevet klippet ned og lys er blevet sat op udvalgte steder. Derudover har 17 lokalråd forsøgt at lokke så mange som muligt til at melde sig ind i Nabohjælpsordningen.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi ved fælles indsats har fået vendt udviklingen på indbrudsområdet. Det viser, at samarbejde og det lange seje træk er vejen frem i kampen mod kriminalitet. Nu skal vi holde fast i de fine resultater og fortsætte de gode tiltag mod indbrud, siger borgmester i Sorø, Gert Jørgensen (K).