Idealistiske vandbærere

Der er store navne på opstillingslisten i Sjællands Storkreds til dette folketingsvalg. Men der er mange flere mindre kendte. De slider i det, selv om udsigten til en plads i Folketinget er lille.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det Radikale Venstres Jeppe Trolle er i Køge for at fiske stemmer til folketingsvalget.

På den anden side af Sjælland - i Kalundborg - sidder Jeppe Jakobsen og venter. Han stiller op for Dansk Folkeparti men har endnu ikke fået lavet plakater og foldere.

- Det er første gang jeg stiller op, så jeg skal først finde trykker osv, så jeg er ikke så hurtigt ude som mange andre, siger Jeppe Jakobsen.

Fælles for de to kandidater er, at der er flere prominente navne på stemmesedlen fra deres parti. At politikerne er kendt, er noget der tæller hos mange vælgere, når krydset skal sættes den 13.november.

Derfor ser det ud til, at det er så som så med chancerne for at slå partiets spidskandidater og blive stemt ind. Alligevel skal de ud på slagmarken. Det er partiet der er det vigtigste, og så gælder det om at være en loyal partisoldat.

- Hvis de stemmer, jeg får ind, kan få en ekstra kandidat fra vores parti til at blive valgt, så er det lige så vigtigt, som hvis jeg selv kom ind, siger Jeppe Jakobsen.

Samme holdning har Jeppe Trolle:

- Når man ved man ikke selv kommer ind, så handler det mere om, at vi skal have en anden regering.


Nyhedsoverblik