Det vi har sammen

IC4-togene forsinkes nu af DSB selv

Foto: TV ØST

Meget tyder på, at IC4-togene bliver leveret, inden maj måned er ovre. Men nu er DSB ikke selv klar til at indsætte dem i togtrafikken.

Den italienske fabrik AnsaldoBreda, der skal levere de efterhånden berygtede IC4-tog, har hidtil fået skylden for, at IC4-togene ikke er blevet sat ind i togtrafikken endnu.

Men meget tyder på, at det ikke længere er fabrikken, der er langsom i optrækket - nu er det DSB selv, der smøler.

De italienske leverandører er ifølge DR Nyheders oplysninger tæt på at kunne levere de 14 togsæt, som DSB havde sat som et ultimatum.

Nu er problemet, at DSB ikke selv er klar til at sætte togsættene i drift, hvis de leveres i løbet af maj måned.

- - Nej det væsentlige er om toget er klar til indsættelse i landsdelstrafikken. Og kunderne får jo ikke mere ud af, at vi skifter mellem 14 togsæt eller mellem 3 togsæt. Det vigtige for kunderne er, at de kan køre med IC4 i det løb, der nu engang er sat ind, og at det kører stabilt, så de er fremme til tiden - og det er det, der er vores fokus, siger DSB's direktør Søren Eriksen til DR Nyheder.

DSB skrev ellers selv i en pressemeddelelse i maj sidste år følgende:

"AnsaldoBreda har fået en frist til maj 2009. Til den tid skal for det første alle 14 enkeltkørende IC4-togsæt være godkendt og sat i drift mellem landsdelene..."

Det er IC3-togene i landsdelstrafikken, som skal erstattes af IC4-togene. Det vil frigøre IC3-togene til at blive sat ind i den regionale trafik, så togpassagerne kan slippe for at køre så meget med de gamle, blå togsæt.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App