IC4-tog har lang vej til skinnerne

Selv om DSB er i fuld gang med testkørsel af de nye og stærkt forsinkede IC4-tog, mangler de vigtigste godkendelser endnu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om DSB tester de stærkt forsinkede IC4-passagertog på livet løs, kan der stadig gå lang tid, før de kommer i almindelig drift. Det skriver dagbladet Børsen.

De nye togsæt præsenteres formentlig for offentligheden i løbet af nogle dage, men DSB's ledelse har endnu ingen tidsramme for, hvornår togene kan tages i brug.

Flere godkendelser, blandt andet en typegodkendelse og tilladelse til at køre gennem Storebæltstunnelen, mangler. Også godkendelsen til at sammenkoble flere togsæt lader vente på sig.

Et IC4-prototypesæt prøvekøres i disse dage sporadisk med passagerer mellem Århus og Aalborg, men der er flere nedbrud og aflysninger. Når den sidste fejl er elimineret, skal togsættet typegodkendes af tilsynsmyndigheden, Trafikstyrelsen. Herefter skal de resterende 82 togsæt ombygges til den godkendte standard - og det tager tid.

En unavngiven DSB-chef siger til Børsen, at ingen på denne jord ved, hvornår alle 84 togsæt vil være i trafik uden restriktioner. Der kan meget vel gå adskillige år.


Nyhedsoverblik