I koma efter overfald

En 35-årig mand blev voldsomt forslået sat af ved Slagelse Sygehus. Hans tilstand blev livstruende, og han måtte hasteopereres. Politiet søger vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligt søndag morgen blev en tilskadekommen 35-årig mand fra Høje-Taastrup sat af ved Slagelse Sygehus af en taxachauffør. Taxaen kørte væk igen, mens den 35-årige kom ind på skadestuen. Det skriver Sjællandske.

Den 35-årige fik det værre og værre, og da hans tilstand blev livstruende, valgte personalet at hasteoperere ham og fjerne milten. Sent søndag aften lå han i kontrolleret koma.

Manden er tilsyneladende blevet slået og sparket, og politiet har en mistanke om, at han er blevet overfaldet i forbindelse med et røveri, da han hverken havde pung eller mobiltelefon på sig.

Politiet vil derfor meget gerne høre fra folk, der har set en mand blive overfaldet i Slagelse i løbet af natten til søndag. Taxaselskabet vil nu undersøge, hvilken chauffør der har kørt den 35-årige til sygehuset.

Oplysninger kan gives til politiet på 114. 


Nyhedsoverblik