Det var kun held, der forhindrede, at byrådsmedlem Peder Bo Larsen (V) fra Næstved ikke kom alvorligt til skade, da han i maj blev stukket ned af en indbrudstyv. Det konstaterede dommeren ved byretten i Slagelse, da tyven tirsdag blev kendt skyldig og dømt til et års fængsel. Det skriver Danske Kommuner.
Den 35-årige gik amok, da Peder Bo Larsen, der arbejder som politiassistent ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, sammen med to naboer forsøgte at pågribe ham under et indbrud. Bevæbnet med en skruetrækker stak han de to naboer i siden og armene, mens Peder Bo Larsen blev stukket i halsen.
Ifølge Sjællandske vil den dømte bruge de næste 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen. Han er tidligere dømt for tyveri og vold.