I dag åbnes for gratis rådgivning af gældsramte

Gældsplagede står i kø til rådgivning, for at slippe udenom økonomisk ruin og håbløs gæld. Flere steder i regionen åbnes dørene i dag til rådgivningscentre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rykkerbreve og inkassovarsler hober sig op hos et stigende antal danskere.

Gratis gældsrådgivninger kontaktes af borgere i stort antal, som har mistet grebet om deres privatøkonomi og beder om hjælp til at komme til bunds i rudekuverterne.

- Bogstavelig talt vælter det ind med henvendelser. I december måtte vi afvise at tage nye ind til rådgivning, og det ser ud til, at det samme vil ske i januar, siger Eva Tetzlaff, der er socialrådgiver og koordinator i gældsrådgivningen under Kristeligt Studenter Settlement i København.

Flere lokale steder

Mandag slår flere steder dørene op for rådgivning af de gældsplagede danskere - blandt andet i Slagelse og Nykøbing Falster.

Og der er brug for rådgivning at de virkeligt udsatte, vurderer eksperter.

Hos Den Sociale Retshjælp siger formand Sandy Madar, at et stigende antal henvendelser betyder, at der fra februar bliver aftenåbent to dage om ugen i rådgivningerne i København og Aarhus. Samtidig udvides den telefoniske rådgivning.

Håbløs gæld ikke længere tabu

- De mange henvendelser er ikke kun udtryk for, at flere end tidligere er fanget i håbløs gæld. Det skyldes også, at det er blevet mere acceptabelt at søge hjælp. Folk synes stadig, det er flovt, men de kryber ikke længere langs panelerne, siger Sandy Madar.

For nogen ender den store gæld i fogedretten, og det mærker de frivillige jurister i Advokatvagten, som yder juridisk førstehjælp 82 steder i landet.

Kreditorer tager fogeden til hjælp

- Vi ser mange sager, hvor kreditorerne forsøger at gøre udlæg i lånernes værdier for på den måde at inddrive noget af gælden. Den type sager var sjældne for et par år siden, siger advokat Mads Krøger Pramming, der er ansvarlig for advokatvagten på Nørrebro i København.

Hos Forbrugerrådet, som driver rådgivning i København, Odense, Esbjerg og Aalborg, er antallet af henvendelser steget med 25 procent, og det får rådet til at udvide telefonrådgivningen fra to til 12 ugentlige timer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik