I aften går det løs

Der er nedtælling på TV2 Øst, for i aften går det løs, når vi første gang sender fra det virtuelle nyhedsstudie, der er det første af sin slags i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 19.30 tirsdag aften bliver der skrevet Danmarkshistorie på TV2 Øst.

Her bliver der for første gang sendt fra vores nye virtuelle nyhedsstudie, der er det første af sin slags i Danmark.

- Man vil virkelig kunne se, at vi har fået nyt studie, og det er selvfølgelig også meningen, men det vil komme til at virke som om, vi træder ind i en helt anden verden, lyder det fra redaktionschef Jens Østergaard.

Skriggrønne omgivelser

I virkeligheden er der ikke noget særligt ved selve den del af rummet, der bliver sendt fra. Faktisk er det bare et skriggrønt gulv og en skriggrøn væg og så en cirkel på gulvet med bord og stol til værten. Det kommer dog til at se noget anderledes ud på skærmen i stuerne.

- På fjernsynene derhjemme ser det ud som om, værterne befinder sig i et studie, men der sker det, at vi lægger et billede af værten sammen med et billede fra en grafikcomputer, der står og laver studie, forklarer Kim Erichsen, der er chefproducer på TV2 Øst.

Spændt vært

Kasper Blomgren bliver den første af vores studieværter, der skal sende fra de nye omgivelser, og han er spændt.

- Jeg er da lidt nervøs, og jeg håber ikke, jeg kommer til at klokke i det, men jeg tror, det bliver en sjov oplevelse. Jeg håber på, at det bliver et godt og flot studie, og så må vi se, hvad seerne siger til det, siger han.

Det er klokken 19.30, at du kan se, hvordan det nye studie ser ud.


Nyhedsoverblik