Det vi har sammen

Hygiejnen skal i højsædet på sygehusene

Her og nu skal hygiejnen styrkes på sygehusene. På længere sigt skal der laves nye forholdsregler mod multiresistente bakterier, siger sundhedsministeren.

Opgaven for regionerne her og nu er at få styr på hygiejnen på de berørte sygehuse og begrænse udbredelsen af bakterieudbruddet. Men på længere sigt er det nødvendigt med en handlingsplan mod mulitresistente bakterier. Det siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).

  - Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig situation med den her slags bakterie. Det har Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut vejledt regionerne om, så vi i en fart kan komme problemerne til livs og få udryddet tarmbakterien. Det handler om effektiv hygiejne og rådgivning om bedre hygiejne, hvis den skal udryddes, siger han.

Den farlige bakterie Clostridium difficile - også kaldet CD027 har ramt seks sygehuse i Region Hovedstaden og seks i Region Sjælland. Mindst 100 patienter er smittet og formentlig er bakterien medvirkende årsag til 19 dødsfald.

  - Jeg ser med stor alvor på sagen. Vi har meget få problemer med resistente bakterier i Danmark, og det skal vi fastholde.

Jeg vil snarest sammen med Statens Serum Institut formulere nogle målsætninger, så vi kan fastholde det høje niveau og styrke Danmarks indsats på det her område, siger sundhedsministeren.

  - Håndsprit er en praktisk og nem måde at desinficere hænderne på, men desværre virker håndsprit ikke over for de sporer, som bakterierne danner. Derfor bør de ansatte på de ramte sygehuse vaske hænder med vand og sæbe, siger overlæge på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

I Region Hovedstaden erkender koncerndirektør Svend Hartling, at en nedprioritering af rengøringen på sygehusene kan være én af grundene til de mange tilfælde.

  - Vi arbejder løbende med at forbedre rengøringen på vores sygehuse, men bakterien er genstridig. Den kan overleve i lang tid i hospitalsmiljøet, siger han.

I Region Sjælland afviser ledende overlæge Henrik Friis, at der kan være tale om dårlig håndhygiejne og rengøring på regionens sygehuse. Han mener, at udbruddet skyldes et stigende forbrug af bredspektret antibiotika blandt mennesker og i landbruget.

I Sjællandsregionen er bakterien Clostridium difficile, også kaldet - CD027, foreløbig dukket op på Køge, Roskilde, Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Korsør hospitaler. I de seneste måneder har man her konstateret 14 smittede i alt, og ifølge Henrik Friis vil antallet fortsætte med at stige.

Af de 14 tilfælde i Region Sjælland er syv døde. Det er uvist, om de er døde af bakterien, da de i forvejen var svækkede af alder og sygdom.

  /ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App