Hybridsneglen på vej

Det er ikke længere vores haver, der får problemer på grund af dræbersneglen. Dræbersneglen har krydset sig med den sorte skovsnegl, og den nye sneglehybrid giver problemer for de danske skove.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dræbersneglen, som også hedder en iberisk skovsnegl, har bevæget sig ud mod skovene, hvor den er stødt på sin nære slægtning den sorte skovsnegl, og det har givet problemer.

- Når de møder hinanden, så finder de også ud af, at de kan parre sig med hinanden - de kan krydse, siger Hans Erik Svart, som er biolog ved Skov- og Naturstyrelsen og en af de førende dræbersneglseksperter.

Og den kombination er ikke uden problemer.

Den ville jo kunne få de bedste egenskaber fra begge forældre, at være i stand til at at klare det danske klima på den bedste måde, ligesom den sorte skovsnegl, eller kunne lægge en frygtelig masse æg ligesom den iberiske skovsnegl, fortæller Hans Erik Skov.

Og dræbersneglen kan bestemt lægge mange æg. Én snegl lægger 400 æg før den dør cirka et år gammel - og da sneglen er hermafrodit - altså han og hun på én gang, lægger begge snegle æg efter parring.

Så derfor kan det komme til at gå hårdt ud over de danske skove, hvis flere dræbersnegle forvilder sig ud til de sorte skovsnegle, og de formerer sig.- Sneglene skal jo have noget at spise, og de starter med at spise det, de bedst kan lide, men til sidst skal de jo have noget, og de spiser, hvad som helst der er grønt, forklarer Hans Erik Svart.

En plan for, hvordan problemet med hybridsneglen løses ligger ikke lige for.

- Der er ikke nogen lige nu for vi har ikke nogen metode, så det er svært at komme med en løsning. For vi kan ikke bekæmpe sneglene i skovene på den samme intensive måde vi kan i haverne, siger Hans Erik Svart.

Han håber derfor på, at naturen hjælper til, og at sneglenes naturlige fjender i skovene, som biller og lignende, vil kunne begrænse deres antal.

 

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik